Kognitiv Terapi og Supervision – Frederiksberg / København
STRESS
Stress er ikke en diagnose eller en sygdom. Stress er heller ikke det samme som at have travlt. Stress er en belastningstilstand og en reaktion på, at kravene i vores liv gennem længere tid har været større end vores ressourcer, fx vores tid, energi, viden og følelsesmæssige kapacitet. Stress kan derfor ses som en ubalance. Vi kan godt tåle at være stressede i kortere tid. Stress gør os nemlig i stand til at yde en større indsats og præstere, når det virkelig gælder, og det er en fordel på den korte bane.
MEN stress kan også give os mange ubehagelige symptomer og kan desuden føre til nedsat livskvalitet, psykisk og fysisk nedslidning og sygdom, især hvis vi bliver ved med at være belastede gennem længere tid og ikke oplever at kunne få kontrol over vores situation.
Jeg kan hjælpe dig med at håndtere dine symptomer på stress, se på din samlede livssituation og sætte forandringsprocesser i gang mod trivsel og balance i din hverdag. Kontakt mig for en aftale i min klinik, der ligger på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.
Hvad er stress?
Stress er den tilstand, der har hjulpet vores forfædre til at overleve ved at finde et ekstra gear, når de skulle flygte fra en sabeltiger eller tage kampen op med en okse på jagtmarken. Stress er derfor rigtig smart set ud fra et evolutionsmæssigt synspunkt og har været nødvendig for, at vi mennesker har kunne overleve som art. Men i vores hverdag i dag er det ikke vilde dyr, vi skal flygte fra eller kæmpe imod. Det moderne menneskes liv er mere kompliceret.
Mange oplever et konstant højt tempo og en hektisk hverdag, hvor der er dårlige muligheder for ro, refleksion og restitution. Både i vores privatliv og i vores arbejdsliv oplever vi enten i perioder eller mere eller mindre konstant udfordringer i form af uvished, omstilling, konflikter, deadlines og pres. Mange af os oplever simpelthen at have ”alt for meget på tallerkenen” i vores hverdag. Og som om det ikke er nok, stiller mange af os også store krav til os selv om at skulle præstere i top, ikke fejle og ikke fremstå middelmådige. Så krav, der stresser os, kan komme både fra os selv og fra vores omverden, og det kan nogle gange være svært at se forskel.
Som mennesker er det også uundgåeligt, at vi kan komme til at opleve sygdom hos os selv eller vores nærmeste, samt at vi vil opleve tab, fx i form af økonomisk nedgang, arbejdsløshed eller mister nogen, vi holder af. Det at skulle håndtere svære følelsesmæssige livsbegivenheder kan også udløse stress.
Stress og tanker
I modsætning til dyr er vi mennesker desuden udstyret med en fantastisk hjerne, der har evnen til at tænke og forestille sig alt muligt. Det har gjort os i stand til gennem tiderne at skabe en højt udviklet kultur. For os mennesker er vores evne til at tænke, planlægge og forestille os ting både meget praktisk og også kilde til stor glæde. Men bagsiden af medaljen er, at når vi kan forestille os ting, kan vi også gruble og bekymre os. Så vi behøver faktisk ikke have travlt for at føle os stressede. For selvom vi har fri og skal slappe af på sofaen en søndag eftermiddag, kan vi tænke på alt det vi skal nå, have styr på og ikke kan overskue. Det kan føre til, at vi oplever stress, også når vi ikke direkte beskæftiger os med aktiviteter, der belaster os.
Symptomer på stress
Vi kan opleve både fysiske og psykiske symptomer på stress. Fysiske stress-symptomer kan være hurtig eller uregelmæssig hjertebanken, åndedrætsbesvær, trykken for brystet, muskelspændinger, kvalme, tab af appetit, spændingshovedpine, svimmelhed, fordøjelsesproblemer, og indre uro. Når vi er stressede gennem længere tid, kan vi også opleve lavt immunforsvar og have svært ved at komme os ovenpå almindelige infektionstilstande som forkølelse og influenza, altså en oplevelse af et skrantende helbred. Varer tilstanden ved, vil man også kunne opleve en træthed, der nærmest vil kunne beskrives som udmattelse.
Psykiske stress-symptomer kan være irritabilitet (”kort lunte”), nedtrykthed, problemer med koncentration og problemer med at huske, og måske at have let til tårer. Det kan være svært at falde i søvn, eller man vågner alt for tidligt og kan ikke sove igen for alle de myldrende tanker i hovedet. Og i forvejen kan man føle sig meget træt og uoplagt, og den manglende søvn gør det helt sikkert ikke bedre. Man kan også føle sig ramt på sin selvtillid og sit selvværd.
Stress og ”den onde cirkel”
Når vi er ramt af stress, kan vi desuden have tendens til at isolere os. Vi skærer måske de rare og sjove aktiviteter fra at klare os igennem hverdagens uoverstigelige krav. Måske oplever vi at tabe interessen for det, der plejer at være vigtigt for os i livet. På den måde får vi mindre og mindre mulighed for at ”lade batterierne op”.
Vi mennesker vil så gerne gøre noget for at undgå ubehag, så derfor er det heller ikke overraskende, at stress også kan føre til, at vi øger brug af stimulanser, fx alkohol og kaffe, og/eller overspiser søde sager.
Kort sagt, stress udløser og vedligeholder en ond cirkel. Det kan imidlertid være svært at have overskud og overblik til at skabe konstruktive forandringer, når du står midt i en stressperiode. Derfor kan psykologbehandling være en god investering i dig selv, dit liv og dit velbefindende, både på kort og lang sigt.
Få hjælp til at komme igennem din stress
Alle kan blive ramt at stress. Når vi er ramt af stress, kan det imidlertid være svært at overskue, hvilke forandringer, der skal til for at bryde den onde cirkel. Psykologbehandling kan hjælpe, når symptomerne på stress påvirker dit velbefindende i så høj grad, at det går ud over din evne til at fungere i dagligdagen.
I et forløb hos mig i min klinik på Frederiksberg vil vi sammen se på, hvad der har belastet dig, og hvad der skal til, for at du kan få det bedre i din dagligdag. Du kan have brug for at finde frem til, hvordan du kan prioritere i dit liv, så du igen kan opleve en følelse af kontrol over det. Du kan have brug for hjælp til at håndtere alle de tanker og bekymringer, der typisk er med til at vedligeholde stress. Det er også ofte relevant at få konkrete værktøjer til stressreduktion.
Jeg kan støtte dig i at komme igennem en stressperiode i dit liv og ud på den anden side med større indsigt i dig selv og din reaktioner, og med værktøjer og nye tilgange til at håndtere hverdagens udfordringer, så du kan forebygge stressperioder i livet fremover.
Psykolog med klinik på Frederiksberg/København
Min psykologklinik ligger på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg – med gode transportmuligheder fra hele København.
Jeg har klienter der bl.a. kommer fra Frederiksberg, København, Hvidovre, Rødovre, Valby, Vesterbro, Nørrebro, Nordvest, Østerbro, Amager, Nordhavn.
Fokusord: Psykolog, Frederiksberg, Kognitiv terapi, psykologen, terapi, København, Supervision, psykolog Østerbro, psykolog Vesterbro, psykolog Nørrebro, psykolog valby
KONTAKT PSYKOLOG LISE-METTE HOLTON
Cand. psych., autoriseret psykolog
Specialist i psykoterapi
Godkendt supervisor
Mobil: 60 64 84 41
Mail: kontakt@psykologholton.dk
PSYKOLOG MED KLINIK PÅ FREDERIKSBERG
Diakonissestiftelsen,
Peter Bangs Vej 7A, etage 4, lokale 10
2000 Frederiksberg